Claus blev ramt af PTSD efter udsendelse til Afghanistan. Han efterlyser bedre håndtering af krigsveteraner.

560 elever passerer hver morgen farlige vejrkryds, for at komme i skole i Harlev. Konsekvensen er, at forældrene kører deres børn i skole, selvom de bor lige rundt om hjørnet. Både skolen og forældrene ønsker en løsning på dette, men det er nemmere sagt end gjort.

Af Emil Bay Gregersen

Det vrimler med biler hver morgen. I det store kryds ved Meny, i den lille by Harlev, suser køretøjer forbi. Mange af bilerne drejer ind mod Næshøjskolens parkeringsplads. Her sætter en forælder deres børn af i sikker afstand fra de fire store vejkryds, der omringer skolen. Det er ikke med deres gode vilje, for mange forældre ønsker at deres børn enten skal gå eller cykle, men de tør ikke lade dem. Det er simpelthen for farligt.

Forældre tager initiativ
Det har fået Irene Morberg Skovengaard, mor til Elliot, til at slå et opslag op på den lokale facebookgruppe 8462 Harlev J. Her efterspørger hun en skolepatrulje, og søger støtte til hendes forslag. Der har været stor tilslutning, og det fremgår tydeligt, at hun ikke er den eneste, der ønsker en løsning på problemet.

Harlev er med sine knap 4.000 indbyggere en forholdsvis lille by, alligevel er det her den største skole i nærområdet ligger, Næshøjskolen, der med sine 560 elever, er et samlingspunkt for den yngre generation. Ikke kun i Harlev, men også fra de omkringliggende byer. 

Skolen tager bekymringen alvorligt
Skoleleder, Lars Mølgaard, forstår forældrenes bekymring. Han har indtil videre deltaget i to forældremøder, hvor en skolepatrulje har været på dagsordenen. Dog står de overfor et stort dilemma. For ja, vejkrydsende er farlige, faktisk så farlige, at man ikke har indført en skolepatrulje. Skolen vurderer, at det på nuværende tidspunkt ikke er sikkert for børnene at stå ude på vejen. Desuden er der fire vejkryds, men kun en af dem har et fodgængerfelt.

”Man kan ikke lave en skolepatrulje uden et fodgængerfelt.”

For at kunne implementere en effektiv skolepatrulje, kræver det i første omgang, at kommunen får lavet tre nye fodgængerfelter.

Harlev er en pendlerby, så selvom man indfører en skolepatrulje, vil det ikke nødvendigvis hjælpe på trafikken omkring skolen. Ifølge Lars, vil der højst sandsynligt være lige så mange bilister på vejen, for de fleste kører mod Århus til arbejde

Bedre infrastruktur er vejen frem
Han ønsker selvfølgelig en løsning på problemet, og er også i dialog med Aarhus kommune. Hvert tredje til fjerde år kommer en repræsentant fra kommunen, og spørger ind til, hvilke trafikale løsninger man kan indføre, for en mere sikker skolevej.
Harlev har for nyligt fået bevilget vejunderføring af cykelstier fra Gammel Harlev.
Lars peger ligeledes på et lukket område nord for motorvejen, der indeholder en lille vej. Her kan man lave en stikvej, som går udenom en stor og trafiktung rundkørsel.
Skolen ønsker, at flere elever skal gå eller cykle i skole.

”Jeg kigger hele tiden på, om man kan lave flere cykelstier og fodgængerfelter.” 

Anders arbejder til daglig som præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. Warhammer er hans store passion, og siden 2015 har han brugt sin interesse, til at få styr på sit hoved.

Af Emil Bay Gregersen

Penslens små fibre glider nænsomt hen over den lille plastikfigur. Et tyndt lag hvid maling dækker den kolde grå basisfarve, som figuren ankommer i. Malingen står tætpakket rundt omkring i det lille hobbyrum. Alle verdens farver, side om side. Kasser er stablet i en meters højde, nogle står på gulvet, andre gemt i garderoben. 
Anders sidder fuldt ud koncentreret. I en meditativ tilstand, ja nærmest trance, dypper han penslen ned i paletten af farver. Han er stille. Han ved, at bare et enkelt forkert strøg med penslen, vil ødelægge flere timers arbejde. 

”Det slukker for min knevrende hjerne”

Anders Pilgaard Haue er præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. En lidelse, han har haft lige så længe han kan huske. 
”Depression? Jaja, jeg er fuld af det”, siger han hen over kaffekoppen med et let skjult smil. 
Han er ved første øjekast umådelig høflig, han er lun, veltalende, og ikke mindst selvreflekterende. Men man kan tydeligt mærke, at der er noget, der rumsterer i hovedet på ham. 

Papkasser, kattebakker og legetøj flyder over alt. På væggen over den grå sofa hænger der et stort maleri af Kristus, og modsat står der en reol udelukkende bestående af religiøse tekster. Her bor han sammen med sin kæreste og to katte. På spisebordet tårner der mørkfarvede Warhammer-bygninger op. 

I 2015 introduceres Anders for Warhammer af en kammerat. Han blev straks bidt af det, og dagen efter gik han ned i den nærmeste forhandler, og købte sin første figur. Det er primært maling af figurer og bygninger, der interesserer ham. Men det er nok ikke af samme årsag, som langt de fleste ”warhammer nørder”.

Anders opdagede hurtigt, at han oplevede en form for flow-tilstand, når han dybt koncentreret svingede penslen hen over det hårde stykke plastik. Tiden stod stille. De flyvske tanker forsvandt for en stund. 

”Jo mere min hjerne er i flow-tilstand, jo mere heler den”

Lige siden dagen hos forhandleren, har han haft en kæmpe passion for universet, og brugt det som et redskab til at få styr på sit liv. 

På opslagstavlen i entreen hænger ultralydsscanninger af Anders’ kones mave. På billederne anes en lille menneskekrop. Med et bredt smil viser han dem stolt frem. Der er kun to måneder til, at den lille familie i Brabrand går fra to til tre.

Anders arbejder til daglig som præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. Warhammer er hans store passion, og siden 2015 har han brugt sin interesse, til at få styr på sin knevrende hjerne.

Mathias Thomsen har altid været genert, men sammenholdet på hans fodboldhold hjalp ham til at blive bedre i sociale sammenhænge. De er den primære grund til, at Mathias spiller fodbold.

Af Emil Bay Gregersen

Dagen er kommet. Mathias står uden foran. Han kan mærke energien blandt menneskerne, der står samlet som sild i en tønde. Stemningen er euforisk. Adrenalinen suser rundt i kroppen. Han er klar til kamp.

Af Emil Bay Gregersen

Mathias Thomsen er 20 år gammel og inkarneret fodboldfan. Lige siden 0. klasse har han været betaget af boldspillet, og startede sammen med nogle gutter i den lokale klub i Bollerslev. Det var en god mulighed for Mathias at lære nye mennesker at kende. Derudover var det også en god måde at holde sig aktiv på. Det er et helt specielt sammenhold. Lige siden hans første skridt ind i omklædningsrummet, har han gået til fodbold.

Udover selv at spille fodbold, er han kæmpe fan af Chelsea. Han bruger størstedelen af sin weekend på at se sporten, også de kampe, hvor hans hold ikke spiller. Det er jo vigtigt at følge med i de andre kampe.

”Jeg er lidt overtroisk. Jeg sidder for eksempel ikke med min mobil under en kamp, for ellers er jeg bange for, at det kan gå galt,” siger Mathias. Det kræver fuld koncentration. Øjnene skal være klistret til tv’et.

Han bruger gerne mange penge for at se sit hold spille på stadion, selvom det som regel indebærer, at pengepungen bløder resten af måneden. Men det er lige meget. At se fodbold live er noget helt specielt.

Han husker tilbage til dengang han tog ind på stadion og se Chelsea spille mod Sunderland. Han er taget til London med sin far, for at se Chelsea spille den sidste kamp i sæsonen. De er blevet engelske mestre et par kampe inden, hvilket man tydeligt mærker blandt fansene. Hele stadionet gynger. Det er intenst.

“Care free, where ever we may be. We are the Famous CFC,”

skriges der blandt de tusindevis af fans.

Mathias husker særligt en episode, der har haft stor indflydelse på hans fodboldkarriere. Det var dengang han spillede u14 fodbold. Holdet skulle til Vildbjergcup, som er en af de største turneringer for amatører i Danmark. De havde glædet sig længe. Et par dage i Nordvestjylland, uden deres forældre – Kun drengene og deres træner.

Holdet spillede nogle gode første kampe, og gik videre til slutspillet. I semifinalen udlignede Mathias til 2-2 i de sidste minutter. Det var en kæmpe lettelse – drømmen om en finaleplads levede stadigvæk. Nu skulle de bare score i overtiden. Slutfløjtet lød, men til holdets store overraskelse, meddelte dommeren, at der ikke var tid til at spille videre. Kampen blev afgjort på flest hjørnespark, og da Mathias’ hold havde et mindre, blev de taberdømt. Til stor frustration måtte de rejse hjem. Eventyret var ovre, chancen for at tage pokalen blev revet fra dem – på grund af et enkelt hjørnespark.

Men der kom også noget godt ud af det. Sammenholdet voksede gevaldigt efterfølgende, da det var første gang, de fik lov til at stå på egne ben. Kommunikationen under kampene ændrede sig markant. ”Vi turde konfrontere hinanden, hvis der var noget vi var utilfredse med.”

Vildbjercuppen er stadig en begivenhed, som holdet til tider taler om.

Vi er tilbage på stadion. Chelsea vinder 3-1. Mathias står sammen med sin far, og alle de andre fans, i flere timer efter slutfløjtet, for at fejre resultatet. Dagen efter rejser de hjem til Danmark, hvor hverdagen fortsætter. Endnu en oplevelse rigere, endnu et minde for livet.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.