Claus blev ramt af PTSD efter udsendelse til Afghanistan. Han efterlyser bedre håndtering af krigsveteraner.

Vejen tilbage til civilsamfundet kan være hård for krigsveteraner, der er ramt af PTSD. Claus er en af de hjemvendte soldater fra Afghanistan, der i årevis har kæmpet. Han har oplevet mere end en gennemsnitlig 35-årig mand. Man siger, at for hver udsendelse i krig, ældes psyken med 10 år. I Claus’ tilfælde, har dette fået alvorlige konsekvenser.

Claus producerer elektronisk musik som en del af hans selvterapi.

---

TEKST & FOTO: EMIL BAY GREGERSEN

---

En enkel pære oplyser det ellers ravmørke rum. Skjorter og jakker hænger side om side foran en nydelig redt seng. I vindueskarmen ligger to bøtter med tuscher i alle regnbuens farver. Et keyboard står lænet op ad den hvide væg, og på den pelsklædte stol sidder Claus. Fingrene danser hen ad keyboardets tangenter. Frem og tillbage spiller han den samme skala. Gentagelse efter gentagelse. I en trancetilstand sidder han dybt koncentreret. I de følgende 15 minutter forlader tankemylderet kroppen, og former en spionskygge på væggen. De er en del af ham. Det har de været i mange år. 

Claus Betancor er 35 år, krigsveteran, og har siden sin hjemkomst fra Afghanistan i februar 2011 levet med PTSD. En lidelse, der på godt og ondt har præget hans liv lige siden. Claus har haft svært ved at socialisere sig, undtagen når han var påvirket af alkohol eller stoffer. Gnisten var væk. Det oplever han stadig i perioder.
”Nogle dage kan jeg stå op, for derefter at gå i seng igen.” siger Claus, imens han stirrer stift ud i luften. Han har svært ved at holde øjenkontakt. 

Veteraner kan have svært ved at erkende sine problemer
Claus er langt fra den eneste krigsveteran der lider af PTSD. Veterancentret, der ligger under Forsvarsministeriets Personalestyring, vurderer, at cirka hver tiende krigsveteran udvikler symptomer på PTSD. En af de helt store problemer er, at der kan gå flere år efter hjemkomst, inden de søger hjælp.

Klinikpsykolog på Ryes kaserne Carl Asbjørn Albertsen peger på en række psykologiske faktorer, der kan forklare dette fænomen. Soldater vil gerne se sig selv som raske, handlekraftige og sig selv, og det kan derfor være svært at indrømme, at man har brug for hjælp. Tidligere herskede machokulturen i forsvaret, hvilket kan være årsag til, at en soldat ikke søger om hjælp.
”En soldat kan se det som et svaghedstegn at bede om hjælp, og tale om sit indre liv.” siger Carl Asbjørn Albertsen. Dog mener han, at kulturen har ændret sig i løbet af de seneste par år, og det er blevet mere almindeligt at turde tale om det.

I fagsprog taler man om en tilpasningsperiode, hvor soldater efter hjemkomst skal vænne sig til livet efter udsendelse. Her oplever mange soldater efterreaktioner. Ifølge Carl Asbjørn Albertsen er der tre reaktioner, de oftest ser.

For det første er der ufrivillige flashbacks, hvor soldaten genoplever situationer fra udsendelsen, der sætter sig som minder. Desuden kan soldaten have forøget alarmberedskab, der betyder, at personen i overdreven grad forsøger at scanne sine omgivelser for trusler. Endeligt oplever nogle soldater massiv undgåelse, hvor man prøver at undgå steder, situationer og personer der minder soldaten om et traume.

Reaktionerne går i langt de fleste tilfælde i sig selv efter en periode, men for nogle krigsveteraner kan frygten for at slippe kontrollen være med til, at de sætter sig fast, og herved udvikler sig til PTSD. 

Claus indså heller ikke i starten, at han havde brug for professionel hjælp. Det skete først tre år efter han kom hjem.
”Jeg festede rigtig meget. Drak meget og tog meget coke.” siger han, med et fast blik rettet mod computerskærmen. Det var en flugt for de tanker, der langsomt begyndte at sætte sig fast i sindet. En flugt for den hverdag han oplevede i Afghanistan. 

”Jeg holdt ofte morgenfester og inviterede fremmede folk op i min lejlighed”

---

Jorden er giftig
Det er 55 grader varmt. Der er så meget støv i luften, at man kan kigge direkte op i solen, uden at misse med øjnene. Støvet ødelægger ens slimhinder, så alle render rundt med næseblod i de første to måneder. 
Claus står med 40 kilos oppakningen på ryggen. Han er på vej ud i felten med sine kollegaer, for at tale med en kontaktperson. De aner ikke om han er i live, eller allerede er blevet dræbt. Foran dem venter mange timers vandring. 500 meter kan nemt tage fire timer. Taleban er begyndt at lave nye miner uden metal, så militærets minesøgere er ikke meget værd. De må træde varsomt, og gætte sig frem til hvor minerne ligger. Jorden er giftig. 
Det eneste Claus kan tænke på er, om han sætter en fod forkert. 
”Okay, nu dør jeg. Nu dør jeg. Nu dør jeg.” For hver skridt han tager, gentager han sætningen inde i hovedet. 

Dette er ikke en decideret episode Claus har oplevet. Men han husker brudstykker af, hvordan det var at være udsendt i Afghanistan. Heldigvis brugte han ikke hver dag ude i felten. Claus var beregner, så størstedelen af tiden tilbragte han med at holde styr på det danske, britiske og amerikanske radionet. Han blev også sat til vagttjanser. Én hændelse står lysende klart i hans erindring.

Claus står vagt ved porten til MOB Price, en militærbase i Helmand, Afghanistan. En bil med tre afghanere kommer fræsende ind mod basen. Han får at vide over radioen, at de påstår at være fra det afghanske militær. Bilen standser foran ham. Han kigger ind ad sideruden og får øje på en mand, der ligger og pulsbløder fra bagsædet. Blodet står op i en tyk stråle fra armen. 
”Husk at scan ham, husk at scan ham” bliver der sagt. Claus kigger på afghaneren. Han ved godt, at han er nødt til at kropsvisitere ham. 
Med et fast greb om benene hiver Claus ham ud på jorden og begynder sin søgning. Det skal gå stærkt, ellers dør han. Han finder ikke noget, og får ham sendt ind på basen. Men hans visitation havde ikke været grundig nok. Man finder en mobiltelefon på ham. 
”Fuck, det kunne have været en bombe”. Hvis en mobil kan slippe igennem, kan en bombe også. Claus havde sat sine kollegaer og venners liv i fare. Der skete heldigvis ikke noget, men oplevelsen sidder stadig i baghovedet, den dag i dag.

Den evige kamp
Claus søgte først hjælp i 2014, da han under uddannelse i USA oplevede, at bægeret flød over. Hans PTSD sidder i ryggen, lige ved to diskusprolaps. En skade han pådrog sig, inden han rejste tværs over Atlanten. 
”Til sidst kunne jeg hverken ligge, sidde eller stå”, siger han med en letbøjet nakke. Claus lader sig indlægge, og ender med at skylde 170.000kr til sin bank og forældre. Han må droppe sin uddannelse, og vende hjem til Danmark. Først her indser han, at han har brug for hjælp. 
”Jeg tænkte, at hvis det fortsætter sådan her, så dør jeg”

Claus har været i behandling igennem flere omgange, fået udskrevet venlafaxine, et antidepressiv, men er stoppet på det igen. 
”Det laver dig om. Du er hverken sur eller ked af det. Du er bare ligeglad.”
Han kender flere krigsveteraner, der er havnet i samme, eller værre situation som ham.
Fælles for dem alle er, at de ikke søgte hjælp, da de kom hjem. Claus ville ønske, at man lavede en grundigere evaluering af hjemvendte soldater, og til nogen grad tvinge dem igennem en udredning. 

Klinikpsykolog Carl Asbjørn Albertsen forstår Claus’ pointe, men påpeger, at man ikke må tvinge veteraner til behandling, og desuden kan det give bagslag, i form af en endnu højere modstand til hjælp. Man har obligatoriske hjemkomstsamtaler, men han anerkender at det er en stor udfordring, at veteraner selv skal være villige til at søge om hjælp.
”Det er et dilemma, vi er opmærksomme på. Veteranerne kan jo bare sige, at de har det okay” siger Carl Asbjørn Albertsen.
Forud for en udsendelse gennemgår soldater flere forløb, der skal forberede dem på, hvad de kan forvente af reaktioner – både under og efter udsendelse. Carl Asbjørn Albertsen mener, at man skal forsætte denne indsats, og måske gøre mere for, at soldaterne tilegner sig viden om efterreaktionerne.

Forsvaret giver ikke slip på sine krigsveteraner. Claus oplevede, at da han rakte hånden ud efter hjælp, fik han den også. Men det er ikke alle, der når dertil, hvor Claus er kommet. De hårdest ramte krigsveteraner ender ofte på veteranhjem eller mændenes hjem. Mads Ullerup fra Veterancentret forklarer, at de har oprettet et korps af rådgivere, der rækker ud til dem, der har det sværest.
”Vi opsøger krigsveteraner på opholdssteder, og gør dem opmærksomme på, at vi kan tilbyde dem hjælp.” siger Mads Ullerup.

Claus’ stue bærer i høj grad præg af hans egne kunstværker

---

Et ketamin-trip reddede hans liv
Claus sidder ved spisebordet og piller ved sin pakke Prince light. Hans ansigt er oplyst af den bærbare computer, der står foran ham. Han rejser sig, tænder en cigaret i vinduet og siger: 
”PTSD er det værste, der er sket for mig – men det er også det bedste”. Claus forklarer, at han gennem sin sygdom har udforsket sin kreativitet. Stuen er fyldt med abstrakt kunst på væggene. Fem gamle cigaretpakker, med billeder af børn med sut, der ryger, sidder klistret til et maleri i primært røde og gule farvenuancer.
På hylden står en figur, hvor to små højttalere har fået påsat en lille, laksefarvet mund, så det ligner en person.
”Prøv at tage den Lego mand ned, og se hvad der er i hovedet.” siger Claus og smiler. Oven på et af køkkenskabene står en stor, gul Lego mand. 
”Jaaa, det havde du ikke regnet med, hva’!” griner han. I hovedet ligger en blød plastikhjerne.

Ganske få minutter inden havde Claus fortalt, at han gennem et ketamin-trip fik en ud-af-kroppen-oplevelse, der reddede hans liv. 
”Jeg så andre byggesten end universets. Det var fascinerende. Jeg havde lige pludselig ikke lyst til at tage livet af mig selv.” Claus har i perioder haft det så svært, at han overvejede selvmord. Han burde være død af en overdosis op til flere gange. Men han er her endnu.

På bordet ved siden af sofaen står en høj stak bøger. Det er lærebøger, som Claus igennem de næste par år skal læse. Han er startet på lærerseminariet i Silkeborg i sommer, og vil gerne være billedkunstlærer. 
”De er svære at komme igennem, fordi PTSD’en hæmmer min koncentrationsevne.” Hans praktikgruppe på uddannelsen er heldigvis meget overbærende, og ved, at Claus har nogle udfordringer. 

Claus ved ikke hvad fremtiden skal bringe. Han tager en dag ad gangen. Det eneste han planlægger er, hvis han skal ud og rejse. Udover at producere musik og kunst, elsker han også at fotografere. 
”Hvis jeg kan få en læreplads hos en fotograf, kunne jeg godt finde på at droppe lærerseminariet.”
Kameraet står klar på reolen for enden af stuen. Lige til at hive fat i og skyde løs med.

560 elever passerer hver morgen farlige vejrkryds, for at komme i skole i Harlev. Konsekvensen er, at forældrene kører deres børn i skole, selvom de bor lige rundt om hjørnet. Både skolen og forældrene ønsker en løsning på dette, men det er nemmere sagt end gjort.

Af Emil Bay Gregersen

Det vrimler med biler hver morgen. I det store kryds ved Meny, i den lille by Harlev, suser køretøjer forbi. Mange af bilerne drejer ind mod Næshøjskolens parkeringsplads. Her sætter en forælder deres børn af i sikker afstand fra de fire store vejkryds, der omringer skolen. Det er ikke med deres gode vilje, for mange forældre ønsker at deres børn enten skal gå eller cykle, men de tør ikke lade dem. Det er simpelthen for farligt.

Forældre tager initiativ
Det har fået Irene Morberg Skovengaard, mor til Elliot, til at slå et opslag op på den lokale facebookgruppe 8462 Harlev J. Her efterspørger hun en skolepatrulje, og søger støtte til hendes forslag. Der har været stor tilslutning, og det fremgår tydeligt, at hun ikke er den eneste, der ønsker en løsning på problemet.

Harlev er med sine knap 4.000 indbyggere en forholdsvis lille by, alligevel er det her den største skole i nærområdet ligger, Næshøjskolen, der med sine 560 elever, er et samlingspunkt for den yngre generation. Ikke kun i Harlev, men også fra de omkringliggende byer. 

Skolen tager bekymringen alvorligt
Skoleleder, Lars Mølgaard, forstår forældrenes bekymring. Han har indtil videre deltaget i to forældremøder, hvor en skolepatrulje har været på dagsordenen. Dog står de overfor et stort dilemma. For ja, vejkrydsende er farlige, faktisk så farlige, at man ikke har indført en skolepatrulje. Skolen vurderer, at det på nuværende tidspunkt ikke er sikkert for børnene at stå ude på vejen. Desuden er der fire vejkryds, men kun en af dem har et fodgængerfelt.

”Man kan ikke lave en skolepatrulje uden et fodgængerfelt.”

For at kunne implementere en effektiv skolepatrulje, kræver det i første omgang, at kommunen får lavet tre nye fodgængerfelter.

Harlev er en pendlerby, så selvom man indfører en skolepatrulje, vil det ikke nødvendigvis hjælpe på trafikken omkring skolen. Ifølge Lars, vil der højst sandsynligt være lige så mange bilister på vejen, for de fleste kører mod Århus til arbejde

Bedre infrastruktur er vejen frem
Han ønsker selvfølgelig en løsning på problemet, og er også i dialog med Aarhus kommune. Hvert tredje til fjerde år kommer en repræsentant fra kommunen, og spørger ind til, hvilke trafikale løsninger man kan indføre, for en mere sikker skolevej.
Harlev har for nyligt fået bevilget vejunderføring af cykelstier fra Gammel Harlev.
Lars peger ligeledes på et lukket område nord for motorvejen, der indeholder en lille vej. Her kan man lave en stikvej, som går udenom en stor og trafiktung rundkørsel.
Skolen ønsker, at flere elever skal gå eller cykle i skole.

”Jeg kigger hele tiden på, om man kan lave flere cykelstier og fodgængerfelter.” 

Anders arbejder til daglig som præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. Warhammer er hans store passion, og siden 2015 har han brugt sin interesse, til at få styr på sit hoved.

Af Emil Bay Gregersen

Penslens små fibre glider nænsomt hen over den lille plastikfigur. Et tyndt lag hvid maling dækker den kolde grå basisfarve, som figuren ankommer i. Malingen står tætpakket rundt omkring i det lille hobbyrum. Alle verdens farver, side om side. Kasser er stablet i en meters højde, nogle står på gulvet, andre gemt i garderoben. 
Anders sidder fuldt ud koncentreret. I en meditativ tilstand, ja nærmest trance, dypper han penslen ned i paletten af farver. Han er stille. Han ved, at bare et enkelt forkert strøg med penslen, vil ødelægge flere timers arbejde. 

”Det slukker for min knevrende hjerne”

Anders Pilgaard Haue er præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. En lidelse, han har haft lige så længe han kan huske. 
”Depression? Jaja, jeg er fuld af det”, siger han hen over kaffekoppen med et let skjult smil. 
Han er ved første øjekast umådelig høflig, han er lun, veltalende, og ikke mindst selvreflekterende. Men man kan tydeligt mærke, at der er noget, der rumsterer i hovedet på ham. 

Papkasser, kattebakker og legetøj flyder over alt. På væggen over den grå sofa hænger der et stort maleri af Kristus, og modsat står der en reol udelukkende bestående af religiøse tekster. Her bor han sammen med sin kæreste og to katte. På spisebordet tårner der mørkfarvede Warhammer-bygninger op. 

I 2015 introduceres Anders for Warhammer af en kammerat. Han blev straks bidt af det, og dagen efter gik han ned i den nærmeste forhandler, og købte sin første figur. Det er primært maling af figurer og bygninger, der interesserer ham. Men det er nok ikke af samme årsag, som langt de fleste ”warhammer nørder”.

Anders opdagede hurtigt, at han oplevede en form for flow-tilstand, når han dybt koncentreret svingede penslen hen over det hårde stykke plastik. Tiden stod stille. De flyvske tanker forsvandt for en stund. 

”Jo mere min hjerne er i flow-tilstand, jo mere heler den”

Lige siden dagen hos forhandleren, har han haft en kæmpe passion for universet, og brugt det som et redskab til at få styr på sit liv. 

På opslagstavlen i entreen hænger ultralydsscanninger af Anders’ kones mave. På billederne anes en lille menneskekrop. Med et bredt smil viser han dem stolt frem. Der er kun to måneder til, at den lille familie i Brabrand går fra to til tre.

Anders arbejder til daglig som præst, men er i øjeblikket sygemeldt med depression. Warhammer er hans store passion, og siden 2015 har han brugt sin interesse, til at få styr på sin knevrende hjerne.

Mathias Thomsen har altid været genert, men sammenholdet på hans fodboldhold hjalp ham til at blive bedre i sociale sammenhænge. De er den primære grund til, at Mathias spiller fodbold.

Af Emil Bay Gregersen

Dagen er kommet. Mathias står uden foran. Han kan mærke energien blandt menneskerne, der står samlet som sild i en tønde. Stemningen er euforisk. Adrenalinen suser rundt i kroppen. Han er klar til kamp.

Af Emil Bay Gregersen

Mathias Thomsen er 20 år gammel og inkarneret fodboldfan. Lige siden 0. klasse har han været betaget af boldspillet, og startede sammen med nogle gutter i den lokale klub i Bollerslev. Det var en god mulighed for Mathias at lære nye mennesker at kende. Derudover var det også en god måde at holde sig aktiv på. Det er et helt specielt sammenhold. Lige siden hans første skridt ind i omklædningsrummet, har han gået til fodbold.

Udover selv at spille fodbold, er han kæmpe fan af Chelsea. Han bruger størstedelen af sin weekend på at se sporten, også de kampe, hvor hans hold ikke spiller. Det er jo vigtigt at følge med i de andre kampe.

”Jeg er lidt overtroisk. Jeg sidder for eksempel ikke med min mobil under en kamp, for ellers er jeg bange for, at det kan gå galt,” siger Mathias. Det kræver fuld koncentration. Øjnene skal være klistret til tv’et.

Han bruger gerne mange penge for at se sit hold spille på stadion, selvom det som regel indebærer, at pengepungen bløder resten af måneden. Men det er lige meget. At se fodbold live er noget helt specielt.

Han husker tilbage til dengang han tog ind på stadion og se Chelsea spille mod Sunderland. Han er taget til London med sin far, for at se Chelsea spille den sidste kamp i sæsonen. De er blevet engelske mestre et par kampe inden, hvilket man tydeligt mærker blandt fansene. Hele stadionet gynger. Det er intenst.

“Care free, where ever we may be. We are the Famous CFC,”

skriges der blandt de tusindevis af fans.

Mathias husker særligt en episode, der har haft stor indflydelse på hans fodboldkarriere. Det var dengang han spillede u14 fodbold. Holdet skulle til Vildbjergcup, som er en af de største turneringer for amatører i Danmark. De havde glædet sig længe. Et par dage i Nordvestjylland, uden deres forældre – Kun drengene og deres træner.

Holdet spillede nogle gode første kampe, og gik videre til slutspillet. I semifinalen udlignede Mathias til 2-2 i de sidste minutter. Det var en kæmpe lettelse – drømmen om en finaleplads levede stadigvæk. Nu skulle de bare score i overtiden. Slutfløjtet lød, men til holdets store overraskelse, meddelte dommeren, at der ikke var tid til at spille videre. Kampen blev afgjort på flest hjørnespark, og da Mathias’ hold havde et mindre, blev de taberdømt. Til stor frustration måtte de rejse hjem. Eventyret var ovre, chancen for at tage pokalen blev revet fra dem – på grund af et enkelt hjørnespark.

Men der kom også noget godt ud af det. Sammenholdet voksede gevaldigt efterfølgende, da det var første gang, de fik lov til at stå på egne ben. Kommunikationen under kampene ændrede sig markant. ”Vi turde konfrontere hinanden, hvis der var noget vi var utilfredse med.”

Vildbjercuppen er stadig en begivenhed, som holdet til tider taler om.

Vi er tilbage på stadion. Chelsea vinder 3-1. Mathias står sammen med sin far, og alle de andre fans, i flere timer efter slutfløjtet, for at fejre resultatet. Dagen efter rejser de hjem til Danmark, hvor hverdagen fortsætter. Endnu en oplevelse rigere, endnu et minde for livet.

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.